hjem                  nyheder                   links                 løbskalender               kontakt
 

    dmu     mxlarge     motocrossmx1     crossnyt

 

 

         VM SIDEVOGN

VM Sidecar penge til Julemærkehjemmet!

Er der en direkte kobling mellem børns sundhed, sidevognsmotocross og VM-sponsorater? For Midtsjællands Sports Motorklub (MSM) er forbindelsen åbenlys. ”Når Slagelse Kommune melder, at der er fokus på sundhed, så er det vor klare opfattelse - som forening, at det både er en chance og en forpligtelse også at rette fokus mod sundheden.” – udtaler formanden Jesper Rasmussen, og fortsætter: ”Chancen ligger i, at foreningslivet i fælles forum - og med slagkraft - kan understrege betydningen af vores arbejde, og forpligtelsen ligger i at spille med på de gode initiativer kommunen tager initiativ til. Vi er gensidigt afhængige af hinanden.”

Verdensmesterskabet som platform for fundraising!
Det fokus, der rettes mod folkesundheden i det hele taget, har Julemærkehjemmet haft i årtier – så for dem er der intet nyt under solen. Det danske foreningsliv blomstrede op fra hine tiders Skytte- og siden gymnastik foreninger, så for foreningslivet er der heller ikke noget nyt under solen. Det nye ligger i, at en lokal forening pludselig finder på at hjælpe andre med at rejse penge til det vigtige arbejde, andre har påtaget sig. ”Hvis vi kan hjælpe - hvorfor skulle vi så ikke gøre det? Jeg tror vi i forbindelse med afviklingen af VM`et kan hjælpe,” udtaler Jesper Rasmussen.

Motorsport – aktivitet – mental sundhed
MSM gør et stort stykke arbejde for især ungdommen, der finder meningsfuldt samvær og aktivitet i motorsporten og klubben. Formanden ser det kommende VM, som et betydningsfuldt afsæt til dels at fortælle MSM`s historie – dels til at rejse penge til deres løbende arbejde. Men de vil gerne dele, og er helt bevidste om, at sundheden kun kan øges ved ”holistisk tankegang” – både ”legeme og sjæl” skal have det godt.

Hvordan vil de så gøre det?
Midtsjællands Sports Motorklub (MSM) introducerer simpelthen en kombineret sponsorpakke, hvor halvdelen af beløbet fra sponsoren gives til et velgørende formål og i dette tilfælde Julemærkehjemmet i Skælskør – og den anden halvdel tilfalder klubben.

Kr. pr. omgang
Sponsorpakken, der sælges fra i morgen, går i korte træk ud på at en sponsor giver 2 kr. pr. omgang, der køres af deltagerne i VM sidevognsklassen gennem hele weekenden dvs. lørdags træning og kvalifikationsheats – samt søndagens finaleheats. MSM donerer halvdelen af beløbet 1 kr. til Julemærkehjemmet i Skælskør. De services, sponsorerne til gengæld modtager i form af billetter og eksponering leverer MSM, så Julemærkehjemmet kan bruge deres ressourcer på at give børnene en bedre tilværelse. ”Beløbet, som virksomhederne ender med at komme af med, ligger i et leje så alle kan være med, og det er dét, det drejer sig om,” siger Jesper Rasmussen

Gå en tur og doner 25 kroner til Julemærkehjemmet
Men også andre kan bidrage. I ugen op til Verdensmesterskabsstævnet, dvs. søndag den 19. juli kl. 10:00-16:00 ved Hashøj-dagen og onsdag den 22. juli fra kl. 12:00-15:00 - kan man tage sig en gåtur rundt på den 1.6 km lange bane - som nok er Danmarks smukkest beliggende Motocrossbane. Den tur giver både motion og et smugkik på forberedelserne til et ægte Verdensmesterskab – og der er masser af liv derude. Køber man samtidigt sin weekend billet til den normale pris 200,- ved indgangen, sender MSM de 25 kroner videre til Julemærkehjemmet. "Er man forhindret i at komme til VM`et skal man være velkommen til at smide en 25 kroneseddel i kassen alligevel. Jeg skal nok sørge for at Julemærkehjemmet får dem” – slutter arrangementschef Jesper Rasmussen.


VM Sidecar støttes af:
Slagelse Kommune, Sport Event Danmark, Sportsåret 2009, Danmarks Motor Union og VilconGruppen (se også faktablad bagerst)


VM SIDECAR SLAGELSE, 25.-26. juli 2009

Midtsjællands Sports Motorklub (MSM)
Slots bjergbybanen, Jættehøjvej 8b, 4200 Slagelse


-------------------

FAKTABLAD

Om arrangementet

VilconGruppen VM Sidecar er et dobbeltarrangement, hvor der både køres en VM afdeling for sidevogns motocross, og en EM afdeling for firhjuls motocross – kaldet Quad. Når VM og EM kommer til Slagelse bliver det den 8. Ud af 13 VM afdelinger for sidevognskørerne og den 3. ud af 6 EM afdelinger for Quadkørerne.

Samtidigt med VM og EM afvikles der også Toyo Tires Ladies Challenge 2009 for solo kørere, hvor der både er inviteret danske og internationale damer til start. Her er der en samlet præmiesum på 10.000 kr.

Medier: TV2 Sport viser igen i år en sammendrag efter VM-motocross i Slagelse er kørt. Sendetidspunktet kendes endnu ikke.

Publikum: Sidste års VM Sidecar i Slagelse blev overværet af næsten 4000 tilskuere, og der forventes ca. det samme antal besøgende i år.

En tradition: Det er tredje år i træk, at der arrangeres et stort internationalt løb på Slots bjergbybanen ved Slagelse. I 2007 blev der kørt Sidecar Motocross of European Nations, som blev fulgt op med en VM afdeling i 2008, og nu gentages med endnu en VM afdeling i 2009.

Interessenter

Slagelse Kommune: Slagelse Kommune har igen år vist at de er parate til at støtte store idrætsbegivenheder i kommunen, og der er igen lavet en aftale om et samarbejde mellem MSM og Slagelse Kommune.

Sport Event Denmark: Er også med igen i år, en meget vigtig partner når det gælder store Events i Danmark, i år også med støtte fra "Sportsåret 2009".

Sportsåret 2009: 2009 er udpeget af regeringen til sportsår i Danmark. Mere end 50 internationale sportsbegivenheder og – kongresser vil blive afviklet over året rundt om i landet med IOC-kongressen i København til oktober som den absolut største. Alle begivenhederne vil tilsammen brande Danmark nationalt og internationalt som en stærk sportseventnation under mottoet ”Inviting the World of Sport”.
Se den samlede eventliste på www.sporteventdenmark.com.

Danmarks Motor Union (DMU) er specialforbundet under Danmarks Idræts-forbund (DIF) som organiserer BMX, Motocross, Road Racing og Speedway i Danmark. VM i Sidevogns Motocross er hentet til Danmark af DMU i samarbejde med Slagelse klubben, MSM.

VilconGruppen: Ny samarbejdspartner og hovedsponsor på VM Slagelse 2009. Midtsjællands Sports Motorklub (MSM) og Danmarks Motor Union (DMU) er meget glade for at VilconGruppen har valgt at engagere sig så markant i dette års store VM Sidecar Event i Slagelse.

Midtsjællands sports Motorklub (MSM): En rutineret arrangør af disse store events, der ønsker at være en aktiv del af Slagelse Kommune fritidsliv. Der er opbygget masser af kompetencer i klubben, som de meget gerne deler ud til alle interesserede i Slagelse Kommune.

\\Mikkel

2/6 2009

Foto/tekst: DMU/MSM



 

 

 


 

 -   
            

©MX-IndeX